GEo1.o(;1. 75 der paa bunden er et lidet tjern, bøier det om mod sydøst, og her er dets sider forholdsvis ganske lave. . Barkald station ligger 453 m. o. h., og Glommeu nær sta- tionen omtrent 5 m. lavere eller 448 m. O. h. Randen af Jutul- hugget, der hvor man først støder paa samme, naar man gaar op fra Barkald, ligger 55 m. over Stationen eller 60 m. over Glommen, hvilket svarer til 508 m. O. h. Jutulhuggets bund inderst inde eller vestligst ligger 47 m. lavere end Glommen ved Barkald eller 40l m. o. h. Følgelig bliver høiden fra Jutulhuggets vestlige kant nærmest Barkald ned til bunden af hugget 107 meter, eller dette er høiden af væggen paa dette sted. Ellers hæver væggene sig nogle steder, som ber-ørt, høiere, saa at det angives, at disse kan være indtil 220 m. høie over bunden. Omgivelserne i Jutu1hugget er saaledes ikke saa overvæl- dende høie og mægtige, men der er øde og vildt. Man kan paa nordsiden ikke langt fra vestenden gaa ned i hugget, men det siges, at det tager 7 til 8 timer at gaa frem og tilbage gjennem hele hugget, og man kan om sommeren ikke gaa langs deti bunden i den østlige del liggende tjern. Nede i hugget er man rundt omgivet af fjeldvægge. Væg- gene er imidlertid ikke overalt saa steile, som man faar ind- trykket af, naar man fra den øvre rand ser ned; ofte sænker siderne sig i afsatser, paa hvilke der vokser furu og gra11. Paa bunden er der i den vestlige del en liden myrflæk, 12 m. lang O 18 m. bred, ellers er dalbunden ikke græs— eller skogbevokset, men alt er løs stenur, som dels er ramlet helt ned fra siderne og dels ligger høit op over disse. Farven er gulagtig graa, da bunden for en stor del er bevokset med et dække af lav, især rensdyrlav. Vandringen gjennem hugget er, som nævnt, besværlig. Oven- fra ser det ud, som om der gik en sti, som i bunden tegner sig med en lysere farve, men det er kun mærke efter den linje, hvor man har slæbt tømmer frem om vinteren Man maa krybe og kravle over sten og ur næsten hele veien, og saa standses man af to tjern tilslut, som man ikke kan komme forbi uden at stige op i høiden. Ellers er der i hugget ikke vand at finde, men man kan ofte høre en bæk risle dybt under den ur, paa hvilken man gaar. Bunden inderst inde er vistnok lavere end et stykke længere ude, idet den høiner sig omtrent der, hvor retningen forandres. Men i denne fordybning er ikke noget tjern eller sjø, thi vandet forsvinder gjennem sprækker i fjeldet. Kløfter sees paa mange steder i væggene som langs randen i høiden, og de er undertiden Ma talrige, at fjeldet er ligesom opskaaret i klippeblokke. Flere
