— H1sToB1E. 845 Om høsten 1566 gjorde nordmændene igjen et indfald fra Herjedalen, som svenskerne skulde hevne. I denne anledning paalagde Erik XIV Dalarnes og Norrlands befolkning at udgjøre hver femte mand. Med denne styrke skulde befalingsmanden i Jemtland, Johan Siggeson, gjøre et indfald paa Hedemarken, hvorfra han med Hamar som udgangspunkt skulde vende sig enten mod Trondhjem eller helst mod Akershus Hvis landet blev erobret, skulde svensk lov indføres; kun i privatsager maatte «St.W Olavs lov» endnu benyttes for en tid. Kunde landet ikke tages, skulde det ødelægges med ild og sværd. Johan Siggeson brød den 7de februar op fra Da1arne og drog med 2 faner ryttere og 2000 mand over fjeldet ind paa Hede- marken. Den l9de stod han udenfor Hamar, hvis befæstede taarn straks overgav sig. Derpaa fortsattes marschen nedigjennem Romerikes hidtil skaanede bygder til Akershus I marts begav han sig tilbage til Hedemarken, hvor han vilde oppebie forstærkninger fra Sverige, som han snart modtog. Johan Siggeson sendte streifpartier vidt og bredt over Op- landene og tvang overalt almuen til at sværge kong Erik tro- skabsed. Alle kirker paa Hedemarken med undtagelse af Rings- aker kirke blev berøvede .sine ornamenter, og enkelte af dem blev benyttede som stald. Akershus blev imidlertid beleiret, men beleiringen maatte senere hæves, og Tønies Olofsen trak sig med sin hær over grændsen ved Magnor bro. Johan Siggeson havde vistnok faaet befaling til at blive tilbage paa Oplandene, som kong Erik havde haab om at beholde, men det skede ikke. Kort efter Tønies’s afmarsch forlod ogsaa Johan Siggeson Norge, idet han ødelagde, hvad han kunde overkomme. Hamars faste taarn blev saaledes brændt, og de tilbagestaaende mure sprængtes. I alt skal efter en — rig- tignok ikke fuldstændig hjemlet — beretning over 60O svensker være omkomne paa dette tog. I de forenede stifter Hamar og Oslo blev, som berørt, Hans Reff første superintendent, og hans eftermand var Anders Madssøn. Under Frants Berg (l548—80) og hans svigersøn og eftermand Jens Nilssøn (1580—1600) blev reformationsværket afsluttet, og der indførtes orden i kirkestyret. Navnlig udfoldede Jens Nilssøn en ufortrøden virksomhed, idet han visiterede sit udstrakte bispe- dømme fra Tønset, hvor ingen biskop havde været siden erke- biskop Gautes tid (l476—15l0), til Bohuslens sydligste sogn. Paa sine visitatsreiser lod han en af sine medfølgende tjenere føre dagbog over samtlige reiser, veienes gang og længde, samt hvad de hørte og saa underveis. . Efter reformationen var Nordre Østerda1ens sognekirker de samme som i den katholske tid indtil ud i det l7de aarhundrede,
