Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/843

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

832 HE1)EMARkENS Amt faldt, og satte sig kjækt til modværge, men blev snart overman- det og faldt med de fleste af sine mænd. I 1205 kom baglerne atter til Helgeøen paa flugten fra Ni- daros, og da de drog sydefter fra Hedemarken, indfandt igjen birkebeinerne sig i deres sted, og to af Inge Baardsøns sysselmænd, Frederik Slajse og (2javvald Gaufe, toge sit sæde paa Hamar med betydelig troppestyrke, da de altid maatte være belavet paa over- fald af baglerne, af hvilke flere sværme endnu streifede om paa Oplandene. Baglerne begunstigedes af biskop Ivar, der, om han end havde forligt sig med kong Haakon, ikke desto mindre ha- dede hans frænder og birkebeinerne af inderste hjerte. I aaret 1205 blev kongesønnen Haakon Haakonsøn, som da var et spædbarn, ført til Trondhjem af to birkebeinere, præsten Trond og Erlend fra Huseby. Haakon Haakonsøn var søn af Haakon Sverressøn og Inga fra Varteig. Birkebeinerne bragte barnet med anstrengelser og farer ved vintertid fra Borgesyssel til Nidaros for at sikre ham mod baglernes efterstræbelser. Haa- kon var født i 1204 paa gaarden Folkenberg i herredet Heggen (Eidsberg). Henimod julen 1205 tiltraadte Trond og Erlend reisen. De tog ogsaa moderen Inga med. De reiste hemmelig til Oplandene og kom julaften til Hamar til de nys nævnte sysselmænd Frederik Slafse og Gjav- vald Gaute Biskop Ivar fik dog nys om deres ankomst, og at de havde en kongesøn hos sig, og han indbød Inga til at tilbringe julen hos ham med sin søn. Men birkebeinerne havde ikke til- tro til ham, da han altid havde været en fiende af kong Sverres æt. De svarede-høflig, at kongesønne11 og hans moder var altfor trætte efter reisen, derimod skulde de efter julen benytte sig af indbydelsen. Men allerede anden ju1edags morgen sendte syssel- mændene moder og søn i stilhed til Lillehammer og stævnede birkebeiner fra Toten og de øvrige nærmeste bygder til Lille- hammer for at tjene gutten til bedækning paa hans videre reise. I de sidste dage af januar (1206) brød de op fra Lillehammer. De tog lige til fjelds for at komme over til Østerdalen, og paa fjeldvandringen led de ondt af uveir, frost og snefog. Stundom maatte de endog ligge ude om natten i skog og udbygder. Den første kvæld blev Snefoget slemt, og de lod to af de bedste ski- løbere i flokken, Thorstein Skev1a og Skervald Skrukka, drage forud med gutten og med et par bønder til veivisere, forat barnet kunde komme i hus. De kom dog ikke længer end til nogle øde sæterlader, hvor de maatte ty ind, slaa ild og skaffe barnet et taaleligt leie. Siden hentede veiviserne de øvrige af følget, og de blev i laden om natten, hvor daarligt kvarter dets end var. Det sted, hvor de var, hed NajardGIr. De lik saa