V I 6 HEDEMARI(ENS AM’I’. Kongen modtog dem med blidhed, «men,» tilføiede fortæl1eren, «havde vi vidst før, hvad vi fik høre her, at Norge og Sverige efter grundloven er u(Ielelige riger, saa skulde vi nok ikke have sat os dette i hovedet». Eilert S2mdt var paa Finskogen i 1848 og har meddelt sine indtryk derfra i sin «Beretning om fante— eller landstrygerfolket i Norge», Kristiania 1852. Kvænerne berettede da, at for en menneskealder siden var der mange kvæner, som lidet eller intet forstod af norsk, og saa- ledes var det vel endnu mere tilfældet “i ældre tider. Egen begravelsesplads fik kvænerne i begyndelsen af 50— aarene nedenfor Rævholtet, og senere byggedes en liden kirke, som i 1863 blev indviet og kaldtes Rævholt kapel. Dette viste sig at være for lidet, og et nyt Rævholt kapel toges i brug 1886. I 1897 fik kirken et alterbillede, en kopi af Carl Blo(—hs billede «Jesus med barnet», udført af frk. (’e(“iZie Dahl. I kapellets umiddel- bare nærhed er nu et halvt snes huse med en folkemængde af henved 50 individer. Her er postaabneriet, toldstationen, 2 land- handlerier, men her omkring kirken var der i 1901 ikke mere end et par ældre mennesker, som forstod kvænsk. De eiendommeligheder, hvorved kvæneme adskiller sig eller har adskilt sig fra sine norske naboer, er da først og fremst sproget, videre de antropologiske karaktertræk, og fremdeles havde de sin egen bebygning med røgstuer og badstuer, og endelig til- trak de sig opmærksomhed ved den maade, hvorpaa de dyrkede rug efter braatebrand, hvilken bedrift har skaffet disse kvæner navn af rugfinner. Sproget, ligesom de andre eiendommeligheder hos kvænerne, holder paa at forsvinde. Saalænge kvænerne stod i et fiendtligt forhold til sine norske og svenske naboer, og saalænge ingen veie førte gjennem deres bygder, og saalænge de var uden skoler og kirker, bevarede de i 2OO aar sin nationalitet. Efterat de ikke længer blev forfulgte, og især efterat der kom bedre skoler, smelter de sammen med eller gaar op i sine norske naboer. I de senere aar er saaledes disse kvæner gaaet mere og mere op i nordmændene, og inden lang tid vil vistnok baade deres sprog og deres indretninger med badstuer og røgstuer være forsvundne, saaledes at kun enkelte stedsnavne og en og anden fysisk eiendommelighed hos befolkningen vil være mærker efter den kvænske befolkning; dog er der endnu nogle gaarde i Grue, hvor der tales kvænsk, og et par mænd kan endnu udtrykke sig skrift1ig paa kvænsk. “ Om sproget hos kvænerne ved Røgden sjø skriver EiZ(‘“)’t -S’am(lt i 1848:
