684 HEDEMARKENS AMT. aker, og saa vilde de tage altertavlen med sig. De tog den da ned og spændte en hest for, men den kunde neppe flytte den af stedet. De spændte to, tre, fire og tilsidst ligetil tolv heste for, og disse drog altertavlen op til toppen af en bakke i nærheden, men længer kunde de ikke paa nogen maade flytte den. Tilbage blev den trukken af en aa-rsgammel fole. P. Chr. Asbjørnsen reistei 1851 i Østerdalen og andre dele a-f amtet for at samle folkedigtninger. I sin indberetning bemærker han om Vang, Løiten og Elverum, at sagnet og eventyret trives ikke under den kulturbetingelse, der gjør sig bred hos hedemarkskakser, byk1ædte tømmermærkere og kortspillende tømmerhuggere. Om de signeformularer, han fik, ytrer han, at det var de sædvanlige signevers og regler for svæk, for vred, for røita og røitekveise (erysipelas), for tandværk og øreflugt, for sand paa øiet, for mosot og gulsot, for at døve værk, for skjærad (Íkar- dialgi) o. s. v. Om de sydlige dele af Østerdalen ytrer .4slZjørnsen.— Sagnene om troldkjærringer og fortællinger om fanden, der i Solør og den søndre del af Østerdalen ligesom i Sverige heder puken, var i det hele almindeligere, men adski1te sig ikke syn- derlig fra dem, der findes paa andre kanter af vort land samt i Nordtyskland og Nederlandene. Puken, som ovenfor er nævnt, er et navn for fanden, men allerede i middelalderen er ordet — oldnorsk puki — brugt om de fordømte sjæle eller om mindre djævle, onde aander. I Sverige er puke ogsaa benyttet som navn paa en jætte, saaledes har H. Hofberg i sine «Svenska Folksägnar» et sagn fra Smaaland, som heder «Jätten Puke». — Af egentlige folkeeventyr samlede Asbjørnsen et ikke ubety- deligt antal, mest Varianter til ældre kjendte eventyr. Nogle af disse er eiterede, benyttede eller udtogsvis anførte i anmærk- ningerne til den i 1852 udgivne anden udgave af Moes og As- lgiørnsens “«Norske folkeeventyr». Se f. eks. Askeladden, som kapaad med troldet, Manddatteren og kjærringdatteren, Ræven som gjæter, Paul Andrestuen, De tolv vildænder, Mestertyven, Grimsborken, Mestermø, Kvernen paa havsens bund, Bruskebruden. Desuden forekommer tildels fortræffelige afændringer af Lillekort, Jomfruen paa glasberget, Manden, som skulde stelle hjemme. Kjætten paa Dovre, Gutten, som gjorde alt, hvad mor hans bad ham, Kløverhans og flere, der for det meste findes og fore- kommer i Gudbrandsdalen, med hvis eventyr de østerdalske har meget tilfælles. De nordligere egne af Østerdalen og fornemmelig Tyldalen, Folda1en og Kvikne var rigere paa folkedigtninger end de syd-
Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/695
Utseende