0iö8 HEI)l-2MARKI—ZNS AMT. dalen spiser husbondsfolk og arbeidere ikke ved fælles bord- Kostholdet for arbeiderne omtales som upaaklageligt. I Nordre Østerdalen sidder som oftest husbondsfolkene ved bord med sine arbeidere; men ogsaa her begynder man paa de større gaarde at skille sig. Over kostholdet klages Sjelden, og arbeidere er mere agtet end paa Hedemarken. Over-tro og overnaturlige væsener. Hede1narkens amt e1— vistnok ikke saa rigt paa ’sagn, eventyr og beretninger om over- naturlige væsener som flere andre landsdele; det viser sig imid- lertid, at traditionerne her ikke er saa ret fattige, som kanske almindelig antaget C .Intul(1—rm— benyttes her i amtet, Som andre steder, til at gjøre rede for naturmærkværdigheder, for hvilke man ikke har fundet forklaring. Saaledes er “.]u-tulhuggef, som navnet antyder, hugget af en jutul, og svære erratiske blokke er kastede af jutuler, og moræner eller blokkeansamlinger i indsjøer er broer bygget eller forsøgt- bygget af jutuler.f— “ Til Jutulhugget knytter sig flere jutulsagn. Det heder —i et sagn, at der boede en jutul i Rendalen og en i Glaamdalen. Rendalsjjutulen vilde have Glaama over i sin dal og søgte derfor at hugge fjeldet igjenne1n. Han lagede først en vældig øks? men Glaamdalsjutulen passede paa. Da Rendals- jutulen begyndte arbeidet ved Midtskogen, gik Glaamda.lsjutulen op vestenfor Glaama med en stor sten. Ved første hug fik Rendalsjutulen en god tredjedel af fjeldet gjennemhugget; ved andet hug var over to tredjedele gjennem- hugget, som det nu er, men før tredje hug faldt, kastede Glaam- dalsjutulen den store sten paa Rendalsjutulen, saa han stupte livløs over paa østre side af Tysla-, og stenen gik videre og faldt ned paa Fonnaasfjeldet, mellem Tyslas og Unseta-aens dalfører. Paa Tyslas østre side ligeoverfor «Hugget» ved hovedveien ligger jutulgraven, en lang gravlignende bakkekam: her blev ju- tulen hauglagt Om tilblivelsen af Jutulhugget berettes fra Lille-Elvedalen: Gla-amdalsjutulen i Tronfjeld og Rendalsjutulen i Sølenfjeld blev uvenner om gaardmærkerne. En gang i isgangstiden saa Rendalsjutulen Glaamdalsjutulen staa og hugge med sin digre stenøks det ene svære hugget efter det andet i fjeldet. -;( Aa gjør du for slau?» raaber Rendalsjutulen. -—Ei høgg ei,» svarer Glaamjutulen. «Aa høgg du for slau, da?:W* spørger Rendalsjutulen.
- Vastro aat bækka mine,» siger Glaamjutulen.
Da Rendalsjutulen forstod, at Glaamjutulen vilde hugge Glommen over i Rendalen, kastede han sin storøks i hovedet paa
