BEFo1.1(N1NG. 597 ll1WiZitærdygtighedea var i de samme perioder paa ti aar 55.6 pct. dygtige til linjen og 66.9 pct., men da den stærke stigningi sidste decennium i militærdygtighed for en ikke uvæsentlig del skriver sig fra en ompostering i militærstatistiken, kan begge perioder ikke rigtig sammenlignes; et sandere billede af de virkelige forhold giver udygtighedsprocenten, der i 1ste decennium var 23.7 og i andet 22.1 (det samlede riges for de nævnte tidsrum var 23.6 og 21.09). Som en eiendommelighed ved Hedemarkens befolkning kan nævnes den fysiske forskjel, som synes at have udviklet sig mellem gaardmands— og husmandsklassen. Den første er i almindelighed lidt høiere og slankere af vækst, har længere og smalere ansigter og finere træk i det hele, er mere blond og rødmusset og har et mere selvbevidst udtryk end den anden, der er lavere og har mindre slank legemsbygning, er mere bredskuldret og korthalset, har i almindelighed ogsaa bredere ansigter og grovere træk med mere markerede kindben og ofte en eiendommelig graableg eller gulbleg hudfarve og ikke saa sjelden lidt opstoppernæse. Da skalleformerne mellem de to standsklasser ikke synes at være synderlig forskjellig, maa dette være noget, som ha-r udviklet sig igjennem de selvfølgelig temmelig forskjellige livsvilkaar og gjennem naturligt slægtsudvalg forøvrig. Særlig i Ringsaker er der ogsaa nogen forskjel-i typen mellem befolkningen i hovedbygden og i annekset Aasmarken (ogsaa ellers forekommer ikke saa sjelden hertillands anthropologiske forskjellig- heder mellem anneks og hovedsogn). Aasmarkens folk er saa- ledes udpræget mørkere Man har villet forklare dette derved, at en hel del af trællene, der skrev sig fra ikke norrøne, i alminde- lighed mere mørkhaarede folkeslag, efterhaanden som de blev fri- givne, har taget til hovedsognets udkanter, hvor der endnu fandtes uoptaget lan(l, og har bosat sig der for sig selv (Zligesom kvænerne paa Finskogene), naar de ikke vilde vedblive at arbeide i sine gamle herrers brød, hvad vistnok var det almin(leligste. Det er vanskeligt at afgjøre, om der ligger noget til grund for denne antagelse, usandsynlig er den ikke, men det er ogsaa muligt, at denne forskjel er endnu langt ældre. Hedemarkingen i det hele skildres som tung og noget træg; han er indesluttet og mangler aabenhed, er mistroisk, temmelig selvgod, selvklog og fordringsfuld, men meget gjæstfri og indbyrdes hjælp- som, ligesom der er adskillig sammenslutningsevne i sager, som de forstaar lønner sig. . De dele af det gamle Raumafylke, som hører til det nu- værende Hedemarkens amt,. er Odalen og Solør. I Sands-e Odalen er skalleformernes forekomst omtrent som paa Hedemarken. Den langskallede hovedform er den forherskende, og kortskallerne har det sædvanlige forhold (x28.2 pct.Ï).
