Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/605

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

594 HEnEMAH1(EsS Aa1T. ungdom længer i skumringen Sankthanskvælden under felelaat og dans udover enger og jorder, nei, nu sad ungbønderne med toddy og merSkumspibe nat og dag og spillede dunder og polskpas efter en daler stikket, medens «musiken» fra Elvdalen 8 mand høi, paa feler og kontrabas, klarinetter og horn spilte lansers og fandango, figaro og feier i de store bjælkestuer, hvor før spring- dansen gik hed og høi under slinderne. Og i de dybe kjelderhalser, hvor før stærke øltønder holdt vagt, laa hermetik og champanjeflasker hulter til bulter mellem prest-ostene og gammelostene fra svunden tid. “ Da saa nedgangens time slog, og svindelen sank, laa dalen som en kirkegaard. 0delsbøndernes børn sad og graat i sin faders udhugne skog, eller listed sig i skumringens skygge forbi sin fæ(lregaard, hvor de ikke længer hørte hjemme. Men det var dog noget nyt, som var kommet; først som en vaarflom. som en farsott; siden med velsignelse: østerdølen lærte at bruge sin rigdom. Gjennem de uendelige skoger. er nu jernveisskinnerne lag-t. Og med det rappe, susende tog følger nye tanker. Damphestens skarpe skrig varsler fra syd hver evige dag om nyt arbeide, og dalen har forstaaet varslet. Skogene fredes paa ny og begynder saa smaat at suse af ungskogens vækst; fædrenes enkle vaner sidder i en i høisædet som før; langsomt og støtt, som efter en stor skogbrand, reiser Østerdalen sig i ny sundhed. Thi folket deroppe har skogenes seige livskraft, fjeldviddens frie, sunde aandedræt Det lar sig ikke saa let kue, hverken af fattigdom eller rigdom.» Skib8fa1’t. Hedemarkens amt er et indlandsamt, og der er derfor i amtet ikke nogen skibsfart udenfor den trafik med skibe, som finder sted paa de større indsjøer og elve, særlig paa Mjøsen Det første dampskib kom paa Mjøsen i 184O, og dampskibs- fartens u(lvik1ing paa a-mtets indsjøer er omtalt under afsnittet om kommunikationer. Før dampskibene kom paa Mjøsen, var der fragtebaade, og disse omtales ved 1839 som «usikre for liv og godsÞɔ. Masten støttedes paa hver side med to træstænger. Noget andet taug end det, der nødvendig maatte til for at heise seilet, fandtes ikke: dræg eller anker i almindelighed heller ikke. I modvind maatte de drive tilbage og om muligt roes ind i ly af en vik eller odde Kahyt savnedes ogsaa ombord. I fyrdirektør “I)iriks’ optegnelser fortælles om disse mjos- fartøier bl. a.: «Deres fart fra den ene ende af indsjøen til den anden kunde Stundom medtage længere ti(l, end nu behøves for at komme fra Norge til Nordamerika Det hele udstyr var nem- lig meget primitivt, Saaledes havde de ikke ankere, men dræggP