HusF1.u) OG INDUS’I’RI. 571 ligheden kun var et tillæg til landskatten og udlignedes med denne paa matrikulskylden uden hensyn til, om vedkommende jordbrugere benyttede sig af den ved loven af 1ste juli 1816 givne til- ladelse. Tilladelsen gjaldt, som berørt, kun eier eller bruger af særskilt skyldsat jord og der maatte ikke brændes af kjøbt korn uden «til husbrng», hvilket forøvrigt ikke blev overholdt. “ I kjøb— og ladestederne lagdes afgiften paa kjedlerne, af hvilke apparater ingen under 20O potter maatte benyttes. Disse bestemmelser bevirkede, at potetavlen i Norge tog et overordent- ligt opsving; men som følge af den lette adgang til brændevin drak folk meget mere, end godt gjorde. Da man paalagde ethvert jordbrug en afgift for retten til at koge brændevin, enten denne ret benyttedes eller ei, saa syntes folk, at man burde benytte den ret, man betalte for, særlig naar man samtidig stoppede den almindelige tilførsel fra udlandet af brændevin. Man anskaffede sig de til brændingen fornødne, simple redskaber, hvis man ikke havde dem før. Under denne drifts udøvelse hjalp man sig ofte paa mange steder med en almindelig stor gryde med trælaag, en nogenlunde lang geværpibe og en vandsaa. Man maatte have fomøielsen af selv at koge sit brændevin, naar man alligevel skulde bære skattebyrden. Kunsten at tilvirke brændevin af poteter udbredte sig over det hele land; i aaret 1827 talte man i landdistrikterne omtrent 11000 brændevinskjedler med tilhørende redskaber; paa mange steder gik disse kjedler i laan fra gaard til gaard, og ogsaa de til brændingen uberettigede husmandspladse fik sig brændevin ved at laane redskaberne. Men disse lovgivningens forføininger ansaaes for et misgreb, og man søgte at bringe brændevinskogeriet tilbage under snævrere grændser. Brændevinstilvirkningen havde imidlertid en god indflydelse paa jordbruget; det kan ikke negtes, at «husholdningsbrændingens» indførelse over det hele land i høi grad bidrog til en udvidet potetavl. Storthinget i 1827 foretog ingen forandring i friheden til at brænde; Om Salg og udskjænkning fastattes, at ikke handels- berettigede brændere i byerne kun maatte sælge kvanta over 2O potter, og paa landet maatte Salg eller udlevering af kvanta under 3 potter ikke finde sted. Brændevinsafgiften skulde ogsaa paa landet fastsættes til en vis sum for hver kjedel. I l837 forhøiedes de nævtne kvanta, 2O og 3 potter, til 4O og 5 potter. De i trediveaarene og senere opstaaede maadeholdsforeninger (senere afholdsforeninger) agiterede paa den lovgivende myndighed for at bevæge denne til at forbyde brændevinsbrænding, og stor- thinget, som blev oversvømmet med forslag i denne retning, be-
