Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/293

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

282 HHDEMARKENS AMT. Fordringerne til kjørenes produktionsevne er stegne betydelig Der forlanges nu en ganske anden melkeydelse af dem end for nogle faa aar tilbage, og samtidig er en stærkere fodring med til- sats af kraftfoder kommet i brug. SæteI’bI’uget er drevet fra urgamme1 tid, som det senere gjennem tiderne er blevet drevet. Fædriften var paa det nøieste knyttet til de vidtstrakte og rige fjeldhavnegange, hvor man om sommeren opholdt sig med kvæget, saalænge det lod sig gjøre Lovene indeholder flere bestemmelser herom. Havnegangene var fælles for hele grænden, og det var derfor bestemt, at man skulde reise tilfjelds paa en bestemt tid — naar to maaneder af som- meren var forløbne —, saafremt man ikke blev anderledes forligt. Den, der sad hjemme længere, skulde betale mulkt; lig- nende bøder skulde den betale, som flyttede hjem med buskapen, før to maaneder var forløbne. Sætrene laa i almenningerne, alle havde lige brugsret til dem, og loven siger udtrykkelig, at ingen skal forbyde anden mand at have sit kvæg i sæteren; thi der skal møde horn ved horn og klov ved klov o. s. v. Særlig i Nordre Østerdalen er sæterbruget vigtigt, hver gaard har sin eller sine sætre; omtrent hele gaardens besætning ligger her hele sommeren; paa nogle steder opholder endog de fleste af familiens medlemmer sig paa sætrene om sommeren Sæterbrug drives forøvrigt saavel i fjeldbygderne som i de fladere Oplandsbygder. Om sæterbruget iTryssil i slutningen af det 18de aarhundrede skriver A. C. Smith-: «Det ganske Huusgesinde, indtil Hund og Kat, drager om Vaaren afsted til Sæters, og drager derhen med inderlig Lyst og Glæde Man kan i Sandhed ganske tydelig spore, endog hos Qvæget, en oplivende Drift til at søge Fjeldmarkene ved denne Tid: thi aldrig saa snart komme de udenfor Gjerdet paa Gaarden, at de jo strax med Brægen og Vraalen yttre deres Længsel efter Sæter- Havnene, ligesom de og vel tør af sig selv trække hen paa Sæter-Vejene. I al den Tid Folket opholder sig med Qvæget i Sæteren, staae Gaardens Huse næsten overalt øde og tomme. Paa nogle Steder kan det hende, at de gamle og udlevede Folk alligevel blive hjemme, naar de, formedelst Alderdom og Skrøbelighed, ikke 1nægte at drage den besværlige Sæter-Vej. Ellers ere de alle afsted. De frugtsommelige Qvinder ere ikke bange for, i disse Afkroge, at fede deres Børn til Verden. I den ganske Hjembygd hender det da ikke sjelden i højeSte Sommertid, at de fleste Gaarde ere øde og Døren tilsluttet, indtil sidst i Ugen; thi Løverdags Aften plejer nogle her og der komme hjem.»