302 FINMARKENS AnT. «Physiologus» i 2 islandske bearbeidelser, og her forekommer føl- gende beretning («Aarbøger for nordisk oldkyndighed», 1889): «I havet er der en hval, som heder as1)edo, paa ryggen er der ligesom en skog. Men midt i havet skyder den sin ryg op; og sjøfolk antager det for at være en ø og fastgjør sit skib derved og tænder derefter baal. Men aspedo mærker heden og dykker ned i havet med alle sjøfolkene Saaledes bliver de mennesker bedragne, som fæster deres haab til djævelen og glædes ved hans gjerninger, og de sænkes i de evige kvaler med fanden. En anden egenskab har den: naar den er sulten, aabner den sin mund og lader ligesom en vellugt gaa ud (af sin mund). Men de smaa fiske mærker vellugten og Samler sig i dens mund. Men naar dens mund er fuld, lukker den sin mund i og sluger dem. Saaledes beseires de vautro mennesker i fandens mangfoldige fristelser ligesom de smaa fiske; men de større tager sig i agt og kommer ham ikke nær.» I denne beretning gjenfindes «lKongespeilet»s hafgufa, som omtales saaledes i «Kongespeilet»: «En fisk er endnu ikke nævnt; men jeg nærer nogen be- tænkelighed ved at omtale den paa grund af dens størrelse, thi det vil forekomme de fleste utroligt. Der er heller ikke ret mange, som kan give nøiagtig besked om den, thi de fleste har sjelden seet den, da den aldrig kommer i nærheden af land eller paa steder, hvor fiskere kan vente at se den; jeg antager ogsaa, at den slags fisk ikke kan være ret talrig i havene; vi kalder den som oftest i vort sprog hafgufa. Dens længde kan jeg ikke med vished angive i alenmaal; thi de gange, den har vist sig for folk, har den syntes mere lig et land end en fisk. Jeg har hverken hørt, at den er bleven fanget eller fundet død, og det forekommer mig sandsynligt, at der ikke er mere end to saadanne fiske i havene, og jeg tænker, at de ikke faar noget afkom af hinanden, thi jeg tror, at de altid er de samme; det vilde heller ikke tjene de øvrige fiske, om de var saa talrige som de andre hvaler, paa grund af deres størrelse og den store masse føde, de behøver. Det for- tælles nemlig om denne fisks natur, at naar den skal æde, saa giver den en stor raben fra sin hals, og med denne raben følger en mængde fødeemner, saa at alle slags fiske, som kommer i nær- heden, baade store og smaa, Samler sig der og tænker, at de der skal faa mad og god næring. Men den store fisk lader imidlertid sin mund staa aaben, og den aabning er ikke mindre end et stort sund eller fjord, hvorfor fiskene ikke kan tage sig lagt for at løbe derind med deres mængde. Men naar dens bug og mund er fuld, da lukker den sin mund og har da fanget og inde- spærret alle de1n, som før higede derhen for at søge føde.»
