det blev mørkt: sól scal ráda um sumar, en dagr um vetr. (Solen skal raade om sommeren, men dagen om vinteren).
Primstaven er i virkeligheden en stedsevarende juliansk kalender; det er en stav med mærker for dagene og ugerne i aaret Før almanaker kom i brug eller blev almindelige, ridsede man paa fjæle, staver, kjevler eller andre træstykker af passende form mærker eller snit for hver dag; undertiden var mærkerne runer.
Primstaven har faaet sit navn efter sin form, som sædvanlig var en stav, og den første del af ordet, prim, kommer af det latinske prima, som egentlig var en benævnelse paa gyldentallet, men var blevet det almindelige navn paa kalender overhovedet.
Det er ikke saa, som Wille beretter, at ordet primstav er et spottenavn, som skulde tilkjendegive dens uefterrettelighed.
Staven kaldtes ogsaa messedagsstaven, maaske ogsaa rimstav, da «rim» var det sædvanlige navn for tidsregning.
Paa primstaven (se figuren pag. 483) er da indridset paa den ene side 7×26 eller 182 streger for det ene halvaar, vintersiden (vetrlei), saaledes at hver 7de dag er tydeligere mærket end de andre, eller der er angivet de 7 ugebogstaver fra A til G 26 gange.
Paa lignende vis er 7x26 dage angivet paa stavens sommerside (sumarlei).
Vinterhalvaaret begynder med Calixti dag den 14de oktober, og sommerhalvaaret begynder med Tiburtii og Valeriani dag eller den 14de april.
Ugebogstaverne A, B, C, D, E, F og G eller stregene, som stadig gjentager sig, er paa de ældre primstave betegnet med de syv første tegn i det gamle runealfabet; det er runerne for F, U, Th, O, R, K og H.
Over de af disse bogstaver bestaaende hovedrækker staar de tegn, der angiver festdagene og messedagene.
Naar undtages de gamle runer istedetfor bogstaverne paa nogle primstaver, afviger disse ikke fra en sædvanlig stedsevarende juliansk kalender, men de er misforstaaet tildels saaledes, at man troede, man ved primstaven havde at gjøre med en førkristelig tidsregning.
Inddelingen paa primstaven har, som nævnt, ugebogstavene A til G eller 7 streger, 52 gange gjentaget; og man kunde da ledes ind paa den misforstaaelse, at man her har at gjøre med et aar paa 364 dage. Men alene den omstændighed, at kalenderens enkelte dage altid er knyttet til bestemte julianske datoer, udelukker nødvendigvis en saadan antagelse. Sagen er simpelthen den, at der er et mærke eller en bogstav paa staven, som hvert aar regnedes for 2, og et merke, som regnedes for 2 i skudaar.
