206 BRATSBERG AnT. Opgave over den xemzemsnitlige værdi “i ] 895 pr. stykke af de nedenfor nævnte dyr t fl iArbeids-l tvil d Uu – d- i gV–II g “dl W negte l 0kser. W Kjor. nei Ka1ve.l –§§ I –§’ä§ –gå –§“Êi‘ I I en G i H –g áL g- –-At g V gi V–g] )Ê V LgÞ?§–; W l ] Kr. x1–. Kr. Kr. Kr. v Kr. Ex. § Ex-. Ex. 111gcx .... 26T.1 88.6 set 4s.o 12.8l11.4 9.6Æ 61.1 22.? -B1–:1;1;ɔ;1)c1–g ä1x11:.W296.ä 1l0.2 112.0 6v.2 18.v 11.1l12.1 79.9 23.o -Bx1.m1crcg(1c1î .Ï.:311.9 100.2 120.Ög mo 10.0l11.7 1:3.å 9T.1 – - Nedre Telemar-, l v 1(c11 .... 316.7l 1:sa.=3; 119.(;“ ä:æ.o’ 18.8“ 11.4l 14.0– 69.5l 1– - Øvre Telema1–- Î l l l k(ffI1 .... C 278.21 100.(i: 102.7 (i8.8[ 27.6V 11.0I 11.s: mo 23.0 St01’fæ. I den allerstørste del af amtet er storfæet det i amtet hjemmehørende telemarkskvæg. Kun i kystdistrikterne og navnlig i nærheden af by-erne er kvægracen mere blandet med dyr, der til forskjellige tider er indfø rte fra England, Skotland, Holland og Danmark. I Øvre Telemarken er kvæget overalt rent telemarkskvæg, i Nissedal dog tildels en blanding af telemarkskvæget og sæter- dalskvæget. I herrederne i Bamle fogderi er kvæget kun ganske und- tagelsesvis stedegent; det er mest saa blandet, at afstamnin- gen mest ikke sikkert kan bestemmes Telemarkstypen er dog den fremtræden(le, særlig i de senere aar. Telemarkskv(eget, hvis hjemstavn er Øvre Telen1arken, er en udpræget fjeldlandsform. Den almindelige levende vegt er mest 300 a 325 kg. og i de østre bygder indtil 400 kg. Naar dyrene opdrættes under rigere ernæring end i hjembygden almindeligt, stiger levendevegten let til omkring 4O0 kg. eller noget mere. Ved almindelig god fodring giver telema-rkskoen omkring 2000 liter melk og ved stærkere ernæring mere. Der haves eksempler paa, at enkelte dyr har givet mellem 3 a 4000 og ganske enkelte over 4000 liter. Hovedets form er almindeligvis kort og fin hos koen, under- tiden noget grov hos oksen. Panden bred og flad, undertiden svagt indsænket mod midten, store eienbuer. Øinene store og livlige, mulen bred. Hovedet er i det hele taget markeret og tørt. Hornene er hos koen fine og lange, bøier sig fra hovedet udad, opad og fremover med ret opad og undertiden lidt bagover- bøiede spidser; hos oksen er hornene meget stærke, heier sig fra hovedet udad, opad og fremover og oftest med opadbøiede spidser. Halsen er fin hos koen, meget kraftig 1mdertiden hos ældre indi- vider, grov eller svær hos oksen. Ryglinjen fra nakken til haleroden er lige hos begge kjøn, dog har den fuldvoksne okse, som hos fje1dkvæg almindeligt, ikke sjelden en hei og kraftig manke.
