Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-2.djvu/34

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

TRØNDELAGEN “ 27 Den mere demokratiske ordning paa Øretinget er sandsynligvis det oprindelige og Frostatinget det yngre. Øretinget er uttrøndernes gamle ting, det ene af de to fire-fylkers ting, som loven udtrykkelig 11ævner. - Sætningen om, at hver bonde skulde møde, er en lev- ning fra fire-fylkers-tinget. - lndtrøndernes gamle fire-fylkers ting er forsvundet sammen med hedenskabet. Ovenfor Øren voksede deri- mod Norges hovedstad, byen Nidaros, op, og her gjemtes Hellig- Olavs legeme. Derfor vedblev Øretinget at holdes i ære, længe efterat kristendommen havde fortrængt hedenskabet. Frostatinget har derimod altid været et ting for hele Trøndelagen; det er grundet, efterat indtrønder og uttrønder havde sluttet sig sammen. Vi finder intet andet sted i Norge noget tilsvarende til denne trøndske stat med dens fire over hverandre staaende tingforsamlinger (fylkesting og to-, l“ire- og otte-fylkers ting) og dens fast organiserede religiøse fælleskultus. Meget leder derimod tanken hen paa svearnes bygder ved MåIarens lukkede indhav, Attundaland, Tiundaland og Fjädrundaland. Fylkerne i Trøndelagen var mindre end andetsteds i Norge. Der er baade i stedsnavne (som Hund sogn i Overhallen) ogi skaldekvad spor til, at de trøndske fylker (eller „folklande“ som de kaldes af skaldene) ligesom de upsvenske folklande engang har været delt i hundreder. Trøndernes samfund var fastere bygget og havde en fuldkomnere ordning end nogen anden norsk folkestammes paa den tid, da Norge og det norske folk blev til. Vi skulde tro, at Norges samling maatte komme til at udgaa fra de brede bygder ved Trondhjemsfiorden. Men landevinding laa fjernt fra trønderne. De havde end ikke før Harald Haarfagres tid tænkt paa at underlægge sig nabobygderne. Baade i Namdalen, paa Nordmør og i Romsdalen styrede selv- stændige høvdinger (med konge- og jarlenavn) uden nogen forbin- delse med trøndernes lovomraade. Trønderne havde nok i sig Selv. Landet Var rigt nok til at kunne føde dem alle. Bygderne rundt den lukkede fjord Var i deres øine en verden for sig, det eneste sted, hvor det var godt at bygge og bo. Folket livnærede sig af jordbrug, jagt og fiskeri. Efterhvert som folkemængden voksede, flyttede de bare op i sidedalene, til 0pdal, Tydalen o. s. v. og til- slut til Jæmtlands skogbygder. Desuden fandtes der i Trøndelagen ingen konge, som raadede over hele landet og kunde føre sit folk i kampen, men bare fylkeshøvdinger. Havde én høvdingeæt før Harald Haarfagres tid hersket over Trøndelagen, var kanske Norges saga blevet en anden. Harald kom til Trøndelagen i det rette