16 EUROPA, SÆRLIG VESTEUROPA, I DET 9. AARHUNDREDE Sachsen og Bayern; greven selv blir afsættelig, som han oprindelig havde været. Greven er kongens stedfortræder. I krigstid opbyder han grevskabets mænd og fører dem under sin fane i kampen. I fredstid opretholder han fred og orden i sit grevskab, sidder til doms og leder retsforhandlingerne. I løn faar han en tredjedel af retsbøder og andre offentlige indtægter. Desuden faar han sig ogsaa overladt l(rongodser, ikke til fuld eiendom, men til brug paa visse vilkaar, mod at han skal holde væbnede mænd til kongens tjeneste. Ude ved grænserne oprettes markgrevskaber, som er større af om- fang, og hvor greven styrer mere selvstændig. Grevskabet er fra gammel tid delt i hundreder; dets forstander blev før valgt af folket, nu indsættes han af greverne. For at vaage over grevernes styre og hindre misbrug sendte keiseren til de forskjellige dele af sit rige to og to mænd (én lægmand og én geistlig), som skulde høre paa klager og uden persons anseelse refse misbrug; det var de saakaldte „kongsbud“, en gammel indretning, som Karl den store optog paany. Selv en l(arls sterke haand kunde dog ikke stanse udviklingens strøm. Tiden gik de smaa imod. Ledingspligten og pligten til at møde ved rettertingene hvilede som en tung byrde paa folk. Mange unddrog sig ved at give sig og sin gaard ind under en stormand eller et kloster, som de lovede at tjene paa frimandsvis mod at faa vern for sig og sin jord, som de lik igjen som fæstegods. Krigs- tjenesten blev dyrere og dyrere. Rytteri fortrængte fodfolk. Kongen overlader stormændene krongods som beneflcium (d. e. til fæste eller „i veitsle“, som det kaldtes i Norge), mod at de skal holde væbnede ryttere til kongens tjeneste i krig; det var den eneste maade han kunde lønne paa i denne pengeløse tid. Ogsaa paa anden vis lettes stormændenes kaar. Deres Største herlighed er den saakaldte „immunitet“, det vil sige, at de blir frixaget for enhver ind- blanding af kongelige embedsmænd; dermed fulgte domsret og snart ogsaa skattefrihed; stormændenes godser blir en stat i staten. Hele denne udvikling naar først sit høidepunkt henimod aar l000, da de overdragne krongodser og statseiendomme blir arvelige len, og den regel er gjennemført, at „ingen jord er uden herre“. Men alt ved aar 800 finder vi de fleste spirer til lensvæsenet i fuld blomst. Den frie bonde forsvinder næsten overalt. Storgodset er Samfundets ryg- rad. Hver storgaard er en verden for sig. Alt, som trænges, blir avlet og forarbeidet hjemme paa gaarden. Udenfra trænges ikke andet end lidt luksusvarer, krydderier og lignende Følgen er, at al handel og omsætning ligger nede.
