EUROPA, SÆRLlG VESTEUROPA, I DET 9. AARl-IUNDREDE 15 digtere staar som det pragtfuldeste de kjender. Til sit hof kaldte Karl den store de lærdeste mænd i sin tid. Fra Italien kom Peter af Pisa og Paulinus. Fra Benedikt af Nursias bogelskende kloster Monte Cassino kom den langobardiske munk Paulus Diaconus, som har skrevet langobarderfolkets saga. lltalien lærte keiseren ogsaa den navnkundigste af dem alle at kjende, munken Alcuin fra York. Et par omflakkende irer var der ligeledes og mange andre. Under ledelse af slige lærere voksede der ved hoffet op en række unge mænd, som blev bærere af tidens kulturarbeide og keiserens nær- meste hjælpere. Mellem dem kan nævnes den Iivsglade Angilbert og krønikeskriveren Einhard. I selskab med sine „akademikere“ê - saa kalder Alcuin dem engang - følte keiseren sig som mellem ligemænd. Al hoftvang blev kastet bort. Efter angelsaksisk skik kaldte medIemmerne af kredsen hverandre med tilnavne, som var hentet fra bibelen eller klassisk literatur. Karl selv var David; Alcuin kaldte sig Flaccus efter den romerske digter Quintus Horatius Flaccus, Angilbert Homer og mundskjænken Eberhard Nehemias efter perserkongen ArtaXerXes’s mundskjænk. Med sine lærde venner drøftede keiseren alleslags videnskabelige spørsmaal og lod digte forelæse og drøfte. Vel var Samtalen ofte bare en- leg med ord og spørsmaalene og svarene ikke andet end dunkle gaader og rebuser, som ligner skaldenes kjenninger, og den tids forstaaelse af oldtiden er i vore øine naiv og barnslig. Alligevel udgik der fra denne kreds en aandelig gjenfødelse, som med fuld ret er blevet kaldt „den karolingiske renæssance“. Paulus Di“aconus skriver lango- barderfolketS saga. Einhard skildrer Karl den storeS liv. Bog- verket gjenfødes baade i skrift og i udstyr. Skriften bliver de senere i middelalderen brugelige minuskler. Bladverk fra oldtidens kunst ranker sig side om side med irske baandslyngninger. Menneske- fremStillingen naar en høide, som den først vinder igjen i de sidste par hundrede aar af middelalderen. Med kraftig haand ordner keiseren styret i sit vældige rige. De vigtigste statssager, som krig, arvefølge, rigsdeling o. s. v., blir afgjort paa de store rigsforsamlinger. Ellers hører keiseren mest paa sine fortrolige raadgivere, sine „senatorer“, som de undertiden kaldtes. Selv udfolder han en omfattende lovgivervirksomhed, hvor smaat blandes med stort, rigets styrelse med spørsmaal om kongsgaar- denes drift og priser paa fødevarer. Embedsverket, som under Merovingerne var kommet i forfald, ordnes paany. Grevskabsind- delingen blir fraOFrankerriget indført i de nyvundne lande, i ltalien,
