Side:Norges historie fremstillet for det norske folk I-2.djvu/13

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

6 EUROPA, SÆRl.IG VESTEUROPA, I DET 9. AARl-lUNDREDE mindre end 350 fortællinger og desuden kjende sin stammes historie og vide navnene paa sin konges forfædre; for klanens digter, saga- mand og fortidskjender var gjerne én og samme mand. Enhver ollav lik land af sin herre; hans person var ukrænkelig og hans land fredet; hans mantel var ligesom kongekapper paa Sydhavsøerne gjort af skindet af hvide og mangefarvede fugle; paa hovedet bar han en gren af guld. Mellem skaldene var der en nøie gjennemført rangforordning; den øverste kaldtes „høidoktor over Erin“ og reg- nedes blandt lrlands første mænd. Foruden denne rige digtskat eier det gamle Irland en merkelig rig literatur, baade paa latin og paa mot-smaalet: historiske verker, baade aarbøger og sagaer, teologiske afhandlinger og Skrifter om sprogvidenskab, lægekunst, geografi og astronomi. Det er altsammen blevet til i klostrene, som var arnesteder for aandeligt liv i Irland. Fra Britannien og Gallien var Syd-Irland alt i det 4. aarhundrede blevet kristnet, og derfra bredte kristendommen sig i det følgende hundredaar ud over hele øen; forkyndelsen er i legenden især knyttet til den hellige Patriks navn. Rundt om reiste der sig kirker og klostre i et tal som i næsten ikke noget andet land i Europa. l(lostrene var dog ikke faste borge, men usle hytter, Som laai kreds rundt den lille stenkirke. Den irske kirke var i modsætning til romerkirken, som den først i ll52 blev forenet med, en kloster- kirke. Abbeden var kirkens hoved; biskoper og prester var hans underordnede. Hele den irske kirkes overhoved var abbeden i Armagh, „Patriks efterfølger“, som han kaldtes. Ligesom munkene i Syriens og 1ZEgyptens ørkener trodde ireme, at de tjente Gud ved at drage ud i ensomheden. Rundt om paa øer og holmer udenfor lrlands kyster sad der, da vikingerne kom, fromme eneboere. Mange drog endda videre; i sine skrøbelige skindbaade havde irske munker alt før aar 800 fundet vei til Færøerne og Island. Til Skotland og England og til Europas fastland, til ødemarken som til kongeborgen, vandrede trosbud, glødende i troen og sterke i aanden, for at for- kynde l(risti lære. Helst var de paa apostlenes vis tolv i tal; „Guds fæller“ (kaldeer) kaldte de sig. I 563 forlod den hellige Columba Irland „for at valfarte for l(ristus“ og nedsatte sig med sine tolv fæller paa øen Hi (lona) i de sydlige Hebrider. Herfra blev de vilde pikter og siden anglerne i Northumberland kristnet. Abbeden i klosteret paa lona, „Columbas efterfølger“, blev i aar- hundreder overhoved for den skotske, ja en tid endog for den northumbriske kirke. Rundt om i Europa grundedes der klostre af