| VI |
og havde paataget sig i Forening det til Udgivelsen nærmest hörende Arbeide, Correcturen af Trykningen derunder indbefattet; og da Storthinget i 1845 bevilgede de fornödne Midler til med Kraft at sætte Verkets Udgivelse i Gang, kunde der endelig skrides til dets Offentliggjörelse ved Trykken.
Det hele Verk, der skal gjengive Norges ældre Love, forsaavidt de endnu ere forhaanden, i Original-Sproget, er beregnet paa at skulle udgjöre fire Bind. Det 1ste som her leveres, indeholder de forhaandenværende Norske Love ældre end Udgangen af 1263 eller Kong Magnus Haakonssöns (Lagaböters) Regjerings-Tiltrædelse, fra hvilket Tidspunct en ny Epoche i Norges Lovgivnings-Væsen maa regnes. Det 2det og 3die Bind vil komme til at indeholde de under sidstnævnte Konge og hans Efterfölgere indtil Kong Olaf Haakonssöns Död i 1387 udgangne Love og Forordninger. Det 4.de Bind endelig er bestemt at skulle meddele Beskrivelse over de ved Udgivelsen benyttede Codices med Facsimiler, samt maaskee et Real- og Verbal-Register. Hvert Bind er beregnet paa at blive omtrent af samme Störrelse som nærværende, og det hele Verk forhaabes at ville udkomme i Löbet af 4—5 Aar.
Med Hensyn til Indretningen af nærværende Udgave maae vi tillade os at bemærke Fölgende:
1. Ved ethvert Stykke, hvoraf flere Codices findes, er i Almindelighed een enkelt udvalgt og lagt til Grund for Hovedtexten, medens Afvigelserne i de övrige ere anförte som Varianter; kun hvor Variant-Codices vare altfor afvigende til at kunne gjengives saaledes, eller de fra Sprogets, Indholdets eller Ældens Side havde noget sær Mærkeligt, ere de vedföiede in extenso.
2. Texten er nöiagtigen aftrykt efter Afskriften af Hovedcodex, og dennes Bogstaveringsmaade aldeles bibeholdet, hvor et godt Pergaments-Haandskrift eller ogsaa en aldeles paalidelig nyere Afskrift af et nu tabt gammelt og godt Haandskrift er benyttet. Hvor man derimod, som f. Ex. ved den ældre Frostathings-Lov, Bjarköretten o. a., har maattet benytte nyere Papirs-Afskrifter, hvis Beskaffenhed tydelig viser, at Afskriveren ikke nöiagtigen har fulgt sin Original, men vilkaarligen forandret dens Retskrivning, har man troet at burde restituere denne, saavidt det lod sig gjöre, saaledes at man enten, hvor Retskrivningen viste sig blot at være i mindre Grad forvansket, har berigtiget den efter den Analogi, Hovedafskriften selv antydede, eller, hvor en slet islandsk Retskrivning fra forrige Aarhundrede var anvendt, har i dens Sted optaget en saadan regelmæssig grammatisk Skrivemaade, som den nyeste Tids Undersögelser have godtgjort at maatte ansees som den normale for det oldnorske Sprog i det 13de og 14de Aarhundrede. Saaledes er den ældre
