Denne siden er korrekturlest
Her er et Glimt af Morgenrødens Flamme,
Her lad mig atter hæve Taagens Flor,
Og skimte Dagen i vort dunkle Nord,
Og glemme Billedet i Nuets Ramme.
O, der er Haab ved denne prude Stamme,
Der eier Sønner end af Tyr og Thor,
Hvor Kraftens Spire i det Indre groer,
Skjønt alle Lemmer endnu synes lamme.
See, det er Natten, som med Dagen kæmper,
Der bringer Slægten denne halve Blunden,
Hvor Øiet aabnes, lukker sig igjen,
Og Vindens Susen gaaer i Granelunden,
Og Taagesløret Morgenrøden dæmper —
Da er det let at sove Morgnen hen.
