Denne siden er korrekturlest
O, mangt et Gny, og mange vrede Klager,
Der bryde frem i stormende Bombast,
Naar Landet rammes af et Øiekast,
Et listigt Smiil fra Politikens Drager,
Er tomme Ord og løierlige Sager,
For Folket føler sig i Sadlen fast.
Og skyder sikkert, hugger djærvt og hvast.
Og vinder Kornet af sin egen Ager.
Thi om man Loven selv ved Altret vier.
Det kan ei værne den mod Brist og Farer,
Mod Lumskheds Rænker, eller Vældens Skaft;
Den stærkeste af alle Garantier,
Der evig frist og sikker sig bevarer,
Maa Norge vinde i sin egen Kraft.
