Denne siden er korrekturlest
Og derfor kan ei Frihedsraabet vække
Det sjunkne Liv, og give Aanden Vinger,
For det fra Folkets Hjerterødder klinger.
Og sprænger Barmens vinterlige Dække.
Lad Individet sine Arme strække
Mod Drømmens Fee, der Strengelegen bringer —
Ak, Kulden stivner dog hans Barm og Finger,
Før han er færdig med sin Tonerække.
Thi kun i Dagen mellem Blomsters Duft,
Hvor Engen lytter, hilser ham velkommen.
Er Skjaldens Hjem, der bygger han sin Hytte;
Men hvor man ynder Piben kun og Trommen,
Hvor Egnen trykkes af boeotisk Luft,
Der maa en Sanger tie, eller flytte.
4
