Denne siden er korrekturlest
Men mangen Aand, der slipper Hobens Tridt,
Og mangt et Hjerte, hvori Himlen daler,
Staaer under Klippen med Prometheus’ Kvaler,
Og seer sig lænket til den raa Granit.
Og mangen Genius har Lænken slidt;
Men først naar Sydens Vaar hans Hjemvee svaler,
Og først naar Verden om hans Storhed taler,
Faaer den Forviste et Slags norsk Kredit.
Vi maae til Verdens Lys vor Straale skatte,
Skjønt her er taaget Luft og halvklar Tid,
Og alle Spirers Hjerteblade matte;
Men Savnet selv kan vi endnu ei fatte.
Vi prale kun, naar Glandsen rækker hid,
Med dette Tab, som Intet kan erstatte.
