Denne siden er korrekturlest
Man glemmer over fædrelandske Griller,
Hvad der staaer klart igjennem alle Tider,
At Folkets Aandsliv eier tvende Sider,
Som kun en Sværmer fra hinanden skiller.
Dets Rod i Moderjorden fast sig stiller,
Der henter det sit Præg blandt Individer;
Men Altets Lysstrøm over Kronen glider,
Og Kronens Løv i Lysreflexer spiller.
At holde trofast Charakteren hellig
Og stræbe kjækt mod Universets Skjønhed,
For denne rene Lov hver Mislyd tier;
Hvor disse Kræfter slynge sig i Fællig,
Der er man tryg mod Livets Ironier:
Forskruet Kraft og overdreven Grønhed.
