Denne siden er korrekturlest
Det er en gammel Skik, at Nordmænd hædres,
Om ei for egen Kraft, for deres Lands,
At de et Rygte har til Lands og Vands,
Om ei for egen Daad, for deres Fædres.
Men denne Glands er dog kun laante Fjædres;
Nu gjelder det at vinde selv en Krands,
At stille roligt for den indre Sands,
Hvad der maa vækkes, skabes og forbedres.
Thi hvilket Land har ei en fordums Ære,
Et Glimrepunkt i Folkehavets Strøm,
Hvor det har blomstret, hersket eller truet?
O, det er Minder, straalende og kjære;
Men intet Billed i den store Drøm
Erstatter os Fortabelsen i Nuet.
