Denne siden er korrekturlest
Vort Hegn er reist; en Engel var tilstede
Og vogted det, da Landets Nød var bitter,
Og Lykken smilte til det skjønne Gitter,
Og drev Dæmonen fra sit Klippesæde.
Men indenfor er ingen rigtig Glæde,
Det Heles Liv sig i Detaillen splitter,
Og ingen Svada, intet broget Flitter
Kan knytte Bruddet med en varig Kjæde.
Men hvad der vindes ei ved Lykkens Terning,
Det Livets Liv, den produktive Evne,
Der fordrer Kraften af de spredte Dele,
Det Aandens Taktslag i den mindste Gjerning,
Der gaaer som Nerve i det store Hele,
Kan ene fylde Samfundslivets Revne.
