at finde en norsk regjering, som kunde ta ansvaret for et sådant skridt. Men uden en ansvarlig regjering kan den uansvarlige kongemagt ikke regjere og ingen regjeringsbeslutninger fatte; hvis kongemagten fremdeles opretholder sin negtelse af sanktion, vil den følgelig ha sat sig sig selv udenfor den norske forfatning, ved at forsøge på at indføre et personligt selvherskerprincip uden ansvarlige rådgivere, hvilket er i ligefrem strid med vor konstitutions principer og ordlyd. Man har sagt, at der i så tilfælde vilde være revolution i Norge. Men det blir da ikke det norske folk, ikke det norske storting, ikke den norske regjering som har gjort revolution; ti at det norske folk forlanger eget konsulatvæsen, er ingen revolution; at det norske storting i overensstemmelse dermed fatter beslutning derom, er ikke revolution; at den norske regjering tilråder sanktion på denne lovbeslutning og ikke kan ta ansvaret for en sanktionsnegtelse, er ingen revolution; for en regjering gjør ikke revolution ved at negte at handle mod sit lands interesser; at kongemagten efter dette ikke vil være istand til at finde en ny regjering, er heller ikke revolution, man kan ikke tvinge vort lands borgere til at gå ind i et ministerium. Men den lovlig valgte og den lovlig siddende nationalforsamling kan ikke la landet være regieringsløst, og da kongemagten har sat sig selv udenfor funktion, må stortinget anmode det tidligere ministerium om
