side opstilles en forndsætning for eventuelle nye forhandlinger som er uforenlig med unionen og rigsakten», kan åbenbart forhandlinger på den antydede grundvold «ikke for tiden med nytte indledes». Den tilstedeværende norske statsrådsafdeling svared derefter bl. a., at det fremgik af den norske regjerings betænkning. «at det ikke fra norsk side er formålet at søge den nuværende union opløst. På den anden side finder man at måtte fremholde, at der er adgang til en sådan opløsning, og at forhandlinger, der efter vedtagelse af begge rigers statsmyndigheder også forudsætter denne eventualitet, er forenlige med rigsakten.» — Efter kronprinsregentens beslutning blev derefter sagen stillet i bero.
Hvad vil nu ske? Det norske storting har enstemmig vedtat lov om eget norsk konsulatvæsens oprettelse; men hvad der videre vil hænde, vil for en stor del afhænge af kongemagten. Vi nordmænd har vanskelig for at tænke os muligheden at at repræsentanten for den norske kongemagt skulde kunne negte sanktion på en lov som så enstemmig er forlangt af detnorske folk, i en sag som stadig med større og større styrke har seiret for hvert nyt valg siden 1892. Skulde noget sådant hænde, som det virkelig fra enkelt hold har været antydet, så kan det ikke ske at norske hensyn, men på grund af svensk indflydelse. Sådanne hensyn i en norsk sag ligger imidlertid i Norge udenfor forfatningen, og det vil i tilfælde ikke være mulig for kongemagten
