et kongerige Danmark, et kongerige England, og et fransk eller frankisk kongerige, samt et russiskk fyrstendømme. I denne fjerne historiske tid udfolded Norge en kraft udad, som er merkelig. De vestnordiske folk spiller en fremstrædende rolle i vikingetidens statsdannelser. Nordmædene grundlægger kolonier på Island, Grønland, på de skotske øer, som blev dele af den norske krone; de nedsætter sig på øen Man, grundlægger kongeriget i Dublin, og ved at være med om Normandiets erobring[1] griber de ind også i Frankriges historie, og indirekte tilfører de den britiske kultur frugtbare elementer. Den tids nordmænd er ogsaa de første virkelige oceanfarere som historien kjender, idet de løsrev sig fra tidligere tiders kystseilads, og med dristighed satte kurs tvers over Atlanterhavet (Leiv Erikssøn år 999) uafhængige af alle kyster og land. De indleded derved en ny æra i den europæiske sjøfarts historie 500 år før Columbus. Under disse sine oceanfærder opdaged og landsteg de også på det amerikanske kontinent (Leiv Erikssøn år 1000) antagelig på Nova Scotia, som de kaldte «Vinland.»[2] Her grundla de for en tid en norsk koloni, men hvor længe denne forbindelse blev opretholdt kan ikke bestemmes,
