større enighed denne gang? Det syntes jo endog som om forslagets ordlyd måtte udelukke forhandling om det fra norsk side krævede særskilte norske udenrigsstyre. I Norge blev derfor dette forslag opfattet som et forsøg på en foorhaling, som vilde hindre stortinget i at gjennemføre vort eget konsulatvæsen. Dette indtryk blev ytterligere styrket ved den eiendommelige måde hvorpå forslaget blev offentliggjort i Sverige, straks efter statsrådsmødet, og øieblikkelig telegraferet til udenlandske aviser, uagtet protokollen ikke skulde offentliggjøres før den norske regjerings betænkning var indhentet. At offentliggjøre på egen hånd en del af en protokol, før den anden del forelå, synes i ethvert fald midre hensynsfuldt overfor den anden part, og kunde vanskelig være skedd, hvis hensigten hadde været at komme til enighed ved at imødekomme Norges berettigede krav.
I sammensat norsk-svensk statsård 25 april 1905, svared den norske regjering i tilslutning til justitsdepartementets foredrag bl. a.: «Som bekjendt har det norske folk reist et enstemmigt krav på at få oprettet eget norsk konsulatvæsen, og med ligeså stor enstemmighed hævdet at dennes sags afgjørelse, som liggende udenfor dt ved rigsakten etablerede fællesskab mellem rigerne, er forbeholdt de norske statsmyndigher. — — — — Forsåvidt det i det sammensat statsråd fremkomne forslag skulde være bygget på den fforudsætning, at konsulatsagens videre fremme 6 — Norge og foreningen med Sverige.
