de unionelle anliggender, dog altid med bibehold af fællesskab i de udenrigske sagers ledelse, som er et ueftergiveligt vilkår for unionens beståen, så erklærer jeg mig herved beredt til at ta også dette unde ralvorlig overveielse.»
Dette forslag, som for udenforstående ved første øiekast kan se imødekommende ud også overfor norske krav, blir mindre lovende, når det sees på baggrund af de sidste tiders begivenheder. De forhandlinger vi med så stor beredvillighed og tro var gåt til, var netop brudt fra svensk side, uagtet vi syntes dengang at ha alle mulige garantier, ved bindende aaftaler og og kongelig beslutning, for at de skulde føre til et gunstigt resultat. Nu bød man os nye underhandlinger med det samme svenske statsråd,[1] endog uden sådanne garantier som sidste gang; hvad borged os for, at ikke også denne gang alt som opnåddes, vilde bare bli forhaling af tiden? Dertil kom, at på grundlag af netop et lignende program hadde der i den sidste norsk-sveske unionskomite været arbeidet i samfulde tre år fra 1895 til 1898, uden at man kom til noget resultat: de svenske forslag til ordning kunde ikke antas af nogen norsk fraktion. Var det nogen udsigt til
- ↑ Vistnok måtte umiddelbart efter fremsættelsen af ovennævnte forslag statsminister Boström ta sin afsked, hvilket jo røbed en vis indrømmelse overfor Norge; men resten af den svenske regjerings medlemmer blir dog siddende, også de medlemmer som helt hadde tilttrådt Boströms særforslag.
