væsen og hævde Norges suverænitet som et frit og selvstændigt rige.» «Vi ved,» udtalte han, «at sammen med os står et enigt og samlet storting og et enigt og samlet folk. Dette er stillingens styrke. Det norske folk har intet høiere ønske end at få leve i fred og god forståelse med alle, og ikke mindst med vort svenske nabofolk, for at vi kan få sætte hele vor nationale kraft ind å udviklingen af vore materielle hjælpekilder og på det kulturarbeide som i vore dage også kan gi de små lande hæder og rang blandt nationerne. Men såsandt som vi nordmænd har såvel livets som historiens og forfatningens ret til at leve vort eget nationale liv som en fri nation, så sandt er det også vor forvisning, at vort folks samlede og ubøielige vilje til at yde ethvert offer for at gjennemføre denne vor ret i overensstemmelse med Norges grundlov skal føre frem til målet.»
Idet forsamlingen reiste sig, udtalte stortingsræsidenten: «Jeg tror på forsamlingens vegne at turde udtale et sikkert håb om et godt og tillidsfuldt samarbeide mellem regjering og storting, og tillige forvisningen om at stortinget vil yde regjeringen sin faste støtte til løsningen af den store og vanskelige opgave som er begge stillet.»
Ministerchefens erklæring i Norges storting blev fra svensk side besvaret med nedsættelse af en «hemmelig» rigsdagskomite til overveielse af den politiske situation som var skabt ved af-
