krænkelse, om de end kanske vil gjøre lidt bråk. Man hadde imidlertid regnet feil. Fra den dag den svenske regjerings optræden mod indgåt aftale og mod sit eget forslag, blev bekjendt i Norge, var nordmændene praktisk talt forenet til et eneste parti med den bestemte vilje at afvise alle svenske forsøg pa overgreb, og at gjennemføre vor ret som et suverænt rige. Vi har opfyldt alle fordringer til hensynsfuldhed og imødekommenhed, vi har gjentagende forhandlet med Sverige ikke om vor ret, men for at komme til en venskabelig overenskomst, alt hvad vi har opnådd er gang på gang at få tiden forhalet, tildels på en for os ydmygende måde. Nu måtte det være slut; der var, saa mente vi, ikke længer valg; da man fra svensk side hadde gjort uberettigede krav på indflydelse i norske anliggender, så vilde det være selvopgivelse her at bøie af, vor værdighed som nation og vor selvstændighed kræved derfor at se sagen gjennemført, at se vor selvbestemmelsesret i egne anliggender respekteret. Således, og alene således, må nordmændenes enstemmige vilje til at oprette eget norsk konsulatvæsen opfattes, denne sag er for os blit skilleveien mellem selvstændighed eller selvopgivelse. Da vi ikke frivillig vil opgi vor suverænitet, så er vi fast bestemt på at gjennemføre denne vor egen sag, uanseet mulig modstand fra svensk side, vi vil stå eller falde på vor lovlige ret.
