selvstændighedens indhold og former, dels fordi derved ikke opnås hvad der ved den hele forhandling tilsigtedes, nemlig — for at benytte de svenske underhandleres egne ord —, at «der oprettes særskilt konsulatvæsen for Sverige og for Norge. Hvert riges konsuler hører under den myndighed i hjemlandet, som dette for sit vedkommende bestemmer»». Var det svenske forslag blit antat, vilde det norske konsulatvæsen i vid udstrækning være blit underlagt udenrigsministeren, som er svensk konstitutionel minister.
Det norske statsråds udførlige redegjørelse for de bestemmelser i det svenske lovudkast der ansås som uantagelige, besvared det svenske statsråd med en erklæring om, at det måtte fastholde vigtigere dele af disse punkter, hvorhos villighed til fra svensk side at fortsætte forhandlingerne, var betinget af, at det norske statsråd følte sig opfordret til at fragå sit standpunkt
Hermed var forhandlingerne afbrudt, også denne gang uden resultat. Det hadde vist sig, at tiltrods for den forhandlingsvenlighed og det alvorlige ønske om enighed, som den hele tid var vist fra norsk side, lige siden den foreløbige overenskomst, så var det svenske statsråd ikke længer villig til en udskiftning af konsulatfællesskabet på det ved dokument af 24 mars 1903 givne, og af kongen ved en statshandling godkjendte grundlag, men gjorde oprettelse af
