unionen, og de kan efter norsk opfatning alene fjernes ved at ophæve et konsulsert fællesskab som ikke længer har noget naturligt grundlag. Afgjørende betydning fik det i denne henseende, at den svenske udenrigsminister, som siden 1858 hadde bestyret det fælles konsulatvæsen, ved den svenske grundlovsforandring i 1885 (se ovenfor s. 49) blev trukket helt ind under svensk parlamentarisme; derved blev tyngdepunktet i rigernes fælles udenrigsstyre flyttet helt over i Sverige.
Efter at Norge forgjæves hadde forsøgt ved forhandling at gjenoprette den ligevegt som var forstyrret ved den svenske forandring i 1885, blev spørsmålet om eget norsk konsulatvæsen optat i praktisk norsk politik fra 1891. En til bebandling deraf nedsat norsk komite udtalte i 1891 enstemmig bl. a., at hensynene til Norges sjøfarts- og handelsinteresser med bestemthed kræver at Norge overtar den fulde ledelse af sit konsulatvæsen, og at der til norske konsuler på de vigtigste poster i udlandet bare antas nordmænd. Gjentagne stortingsbeslutninger, som i henhold til denne komitebetænkning gik ud på oprettelse af eget norsk konsulatvæsen, blev imidlertid resultatløse, da kongen med støtte i svensk opinion negted at iverksætte dem.
Det førte til en krise først i 1892, da ministeriet ikke fandt at kunne ta ansvaret for en negtelse af at ta beslutningerne tilfølge, og derfor begjæred sin afsked. Sagen blev udsat, men
