Denne siden er korrekturlest
— 60 —
fastslåt, og nogen gjensidig forpligtelse for de to lande til fællesskab i konsulatvæsen findes ikke.[1]
Af hensigtsmæssighedshensyn fandt Norge sig ved foreningens begyndelse tjent med indtil videre at benytte samme personer til konsuler som Sverige, idet man gjorde brug af den adgang, som grundlovens § 92 gir til at udnævne udlændinger til norske konsuler; følgelig kunde også svensker udnævnes dertil. Lidt efter lidt udvikled sig på den vis et organiseret fællesskab i hele konsulatvæsenet, hvis øverste ledelse i 1858
- ↑ For at bortforklare Norges ret til egne konsuler, er det fra svensk side blit hævdet (f. eks. af dr. Sven Hedin i «Times» 1 april 1905), at det må skyldes en «forglemmelse» at bestemmelserne om konsulerne blev stående i grundloven efter foreningens indgåelse. Men denne påstand indeholder jo en åben erkjendelse af at grundloven, som den nu engang er, gir Norge ret til eget konsulatvæsen, og efter almindelig international retspraksis bedømmes en lovs gyldighed ud fra det som står skrevet, og ikke ud fra hvad som muligens kunde ha ståt skrevet. Man har endog anført en norsk autoritet, professor Aschehoug, til støtte for denne påstand om forglemmelse; men de historiske kjendsgjerninger, som Aschehoug i sin tid har overset, modbeviser direkte påstandens rigtighed. Fra svensk side ønsked man nemlig i 1814 den ene af de paragrafer som indeholder bestemmelser om konsulerne, forandret; men da nordmændene spurte, hvad hensigten dermed var, blev den stående i sin oprindelige form. Påstanden om forglemmelse er dermed slåt til jorden, og ligeså den påstand, at underhandlerne i 1814 og 1815 kulde gåt ud fra fælles konsulatveæsen som givet.
