Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/64

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 57 —

les udenrigsminister, svensk eller norsk. Men denne udtalelse fik ikke tilslutning i Sveriges riksdag, og kan ingenlunde ansees som udtryk for daværende svensk opinion. Først i den tredje unionskomites betænkning i 1898 er de forskjellige svenske partier gåt med på en sådan løsning, men på betingelser, som fra alle hold i Norge fandtes uantagelige. Endelig i 1903 udtalte den svenske regjering åbent, at den nuværende ordning ikke stemmer med Norges berettigede krav på ligestilling inden unionen.

For at bedømme de mange forhandlinger om dette spørsmål rigtig, må man holde klart for sig, at Norge aldrig har krævet nogen indrømmelse fra Sveriges side, men alene fordret sin ret som suveræn stat respekteret. Enhver fra svensk side fremsat betingelse for anerkjendelsen af denne ret må karakteriseres som et uhjemlet og derfor uberettiget indgreb i Norges suverænitet. Det er, som for fremholdt, ikke Norge som stadig har været den fordringsfulde unionsfælle, og som er kommet med uhjemlede krav overfor Sverige. Nordmændene vilde ikke finde det uretmæssigt, om Sverige bestemte at den svenske udenrigsminister ikke for fremtiden måtte benyttes til at gå norske ærender og ordne de norske udenrigske anliggender, og jeg tror heller ikke de svenske politikere vilde finde del berettiget af os at ville hindre en sådan svensk beslutning. Men vi på vor side forbehol-