særlige traktater med fremmede magter, f. eks. flere handels- og sjøfartstraktater, grænsetraktater, udleveringstraktater, og lignende. Også udenrigsforvaltningen er i en viss udstrækning særskilt for hvert af de forenede riger, og fællesskabet er — ialfald bortset fra den egentlige udenrigspolitik — på udenrigsforvaltningens område alene af formel natur. Særlig bør det merkes, at det, i alle tilfælde, alene er hvert af rigernes statsmyndigheder, som kan beslutte at det skal indgå i traktatforhold. Den svenske udenrigsminister og gesandterne er ikke uden adtrykkelig bemyndigelse fra norsk regjeringsmyndighed berettiget til overfor fremmede magter at afgi for Norge bindende tilsagn. Forudsætter en traktat forandring i norsk lovgivning, eller binder den bevilgningsmytidigheden, må regelmæssig også stortingets samtykke foreligge.
I den svenske opfatning af Norges ret i her omhandlede spørsmål, såvel som i svensk villighed til at imødekomme vore retmsessige krav, er imidlertid i tidens løb foregit adskillige forandringer. Mens, som ovenfor nævnt, den svenske regjering så sent som i 1891 syntes nærmest tilbøielig til at ville frakjende Norge enhver ret til delagtighed i de udenrigske sagers behandling, så udtalte den svenske udenrigsminister i 1893, at han ikke tvilte på, at der ved gjensidig imødekommenhed kunde opnås en for begge riger tilfredsstillende løsning af dette spørsmål på ligestillethedens grund med en fæl-
