flertal, væsentlig paa grund af sin utilfredsstillende gjennemførelse af ligestilletheden.
En tredje mandsterk unionskomite nedsattes 1895 og arbeided til 1898, særlig for at ordne det omtvistede spørsmål om udenrigsstyret i forbindelse med konsulatvæsenet; men resultatet var lidet opmuntrende. Komiteen delte sig i fire fraktioner, to norske og to svenske, og det viste sig umulig selv for de mest imødekommende på begge sider at nå til indbyrdes enighed.
Da alle Norges loyale forsøg på ved forhandling at opnå en hæderlig ligestilling, på grundlag af fællesskab i ledelsen af de udenrigske anliggender, er strandet på en mer eller mindre uforstående modstand fra svensk side, opstod allerede i slutten af ottiårene i Norge den tanke, at Norge måtte oprette eget udenrigsministerium, ligesom Sverige hadde sit. De norske sager skulde da forberedes af den norske udenrigsminister, de svenske af den svenske, og fælles sager af begge ministre i forening. Men denne tanke er ikke kommet ind i den praktiske politik, den er blit stående som et program for fremtiden. Tilhængere af denne plan har ment, at jo færre fællesinstitutioner de to riger har, des mindre anledning til splid dem imellem, og des større er udsigten til en enig optræden udadtil, og til et enigt kraftigt forsvar. Den mening har også tidligere været sterkt fremme i Norge, at en fælles udenrigspolitik bedst sikredes ved en fælles udenrigsminister, norsk eller svensk mand, ansvarlig for
