det søgte isteden at tilveiebringe en mer tålelig ordning ved loyal forhandling med det andet land, hvilket dog mislykkedes. Deri kan mange se en svaghed; men vi kan ialfald ikke bebreides at ha været hensynsløse, vi har her, som ofte tidligere, vist en kanske overdreven grad af tålmodighed.
Nordmændenes foreløbige bestræbelser i og after 1885 gik ud på at få forbedret det frembragte ulige forhold i det ministerielle råd (af 3 svenske medlemmer og 1 norsk medlem). At dette var rimeligt, indså også svenskerne, og de fremsatte forslag til forbedring, som imidlertid var uantagelige fra norsk side. Ved forhandlinger i 1885—1886 søgte de nemlig at få den svenske udenrigsminister udtrykkelig fastslåt også som unionens og Norges. Et nyt forsøg i 1891 stranded på at den svenske regjering ledsaged visse indrømmelser med den for nævnte, og efter norsk mening ytterst krænkende protokoltilfersøl, hvori udtaltes at «hverken rigsakten eller nogen anden unionel lov indrømmer Norge delagtighed i de ministerielle (d. e. diplomatiske) sagers behandling».
Allerede for denne tid hadde to forskjellige unionskomiteer søgt at ordne bl. a. dette samme vanskelige spørsmål. Den første norsk-svenske komites forslag (af 1844) førte til intet, det blev henlagt af den svenske regjering. Den anden unionskomites (1865—1867) forslag forkastedes af slortinget (1871) med overvældende
