Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/57

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 50 —

at det er Norge som er den urimelige part i unionen.[1] Sverige har ved sin optræden gåt ud fra at ha ret til ensidig at forandre sin grundlov, selv hvor det utvilsomt dreied sig om forhold som angik begge riger: men vi forbeholder os da samme ret over vor; og når ved svenske forandringer det hidtil bestående forhold gjøres fuldstændig uholdbart for Norge, så mener vi at ha ikke alene juridisk, men også moralsk ret og pligt til at foreta de forandringer som er nødvendige for at trygge vore interesser, og som ikke måtte stride med rigsakten. Norge satte ikke straks efter 1885 sagen på spidsen ved ensidig at ordne sine diplomatiske organer med samme udelukkende hensyntagen til egne interesser, som den hvormed Sverige da optrådte, men

  1. Det har fra svensk side været påståt, at den forandring som foretoges i 1885, ikke var i mindste måde rettet mod norske interesser, men alene hadde til hensigt at gavne svenske og for begge lande fælles interesser. Denne påstand blir dog stillet i et eiendommeligt lys ved de meddelelser som den bekjendte svenske rigsdagsveteran og repræsentant for Sveriges hovedstad, hr. Adolf Hedin, for kort tid siden har git. Efter disse tilsigted forandringen, som den blev vedtat i 1885, også direkte at hindre de fælles diplomatiske sagers overførelse til det ved rigsakten instituerede sammensatte norske og svenske statsråd, hvorom der i Sverige var fremsat forslag af Hedin selv. Derved vilde disse sager være kommet også under norsk ansvar på en måde som mange i Sverige anså for ubetryggende. (Se J. E. Sars, Samtiden, Kristiania, 1905, s. 261.)