kunde betragte resolutionen som en forberedelse til fuldstændigere foranstaltninger. Ikke desto mindre vedblev denne ordning i henved 50 år, idet Norge blev sterkt optat af andre unionelle og indre spørsmål.
Ved en svensk grundlovsforandring i 1885 blev imidlertid forholdet meget forværret, idet såvel forberedelsen som foredraget af udenrigske sager blev lagt helt over i den svenske udenrigsministers hænder, og kongen misted al ret til personlig befatning dermed uden dennes mellemkomst. Samtidig blev den svenske ministerchef optat som tredje faste svenske medlem af det ministerielle råd, hvori de diplomatiske sager behandles. Ved disse forandringer blev den også for Norge fungerende udenrigsminister trukket helt ind under svensk parlamentarisme. Så naturlig og ønskelig end indførelsen af et fyldigere parlamentarisk ansvar kan være fra svensk synspunkt, så er det lige klart, at det derved skabte forhold var egnet til at gjøre benyttelsen af den svenske udenrigsminister ved varetagelsen også af norske interesser end mere utilfredsstillende for Norge end tidligere, og det maatte efter dette bli nødvendigt for os at søge en rimeligere ordning af udenrigsstyret. Den svenske grundlovsforandring af 1885 er derved blit kilden til de sidste tyve års unionelle strid, og det er således ikke Norge, men Sverige, som har git foranledningen dertil — en kjendsgjerning som kuldkaster den vanlige forestilling i udlandet, 4 — Norge og foreningen med Sverige.
