Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 48 —

ikke konstitutionelt ansvarlig for sin befatning med norske anliggender. Dette forhold har naturligvis været kilde til misnøie fra norsk side, særlig efterat den opfatning vandt indpas, at det konstitutionelle monarkis princip også må gjennemøores i udenrigske sager. Men indtil 1885 var det dog en vis ligestillethed mellem de to riger i forhold til udenrigsministeren, idet han også i Sverige stod i et mer personligt forhold til kongen. Efter den svenske grundlov af 1809 hadde kongen, som den tids skik var, umiddelbar befatning med diplomatiske sager, han kunde personlig la dem forberede efter eget tykke; men han kunde ikke i samme udstrækning som i Norge unddra dem fra statsrådsbehandling, han måtte la dem foredra af udenrigsministeren i såkaldt ministerielt statsråd, d. v. s. i nærvær dengang af en anden svensk statsråd (enkelte sager måtte foredras i fuldstændigt statsråd). Følgen heraf blev at udenrigssager som angik begge riger, blev behandlet på samme vis som de udelukkende svenske sager. Dette forhold blev noget forbedret ved en kongelig resolution i 1835, hvorefter den norske statsminister i Stockholm eller en anden norsk statsråd skulde være tilstede i det svenske ministerielle råd, når diplomatiske sager som angik Norge, foredras for kongen.

Det derpå følgende storting (1837) udtalte i en adresse sin erkjendtlighed overfor kongen i den anledning, men tillige at det bare