Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/50

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 43 —

anerkjendes som primus inter pares i de få tilfælde hvor den fuldkomne ligestilling ikke kan gjennemføres. Men når der så indvendes, at med et unionsparlament, bestående af omtrent ⅔ svenske og ⅓ norske medlemmer, vilde Norge være i født minoritet, og altså faktisk være berøvet enhver ret hvor synsmåderne var nationalt divergerende, blev svaret fra De Geers side, at dette forhold vilde være en anvendelse af jevnlighedsprincipet, ret forståt, — jevnlighed kunde ikke være absolut, men måtte være relativ.[1]

20 år senere har denne utvilsomt nobelt tænkende og sandbedssøgende mand, mens han endnu stod i sin fulde åndskraft, men var frigjort fra påtrykket fra førstekammerpartiets side og ubunden af parlamentariske hensyn, reist sig et unionelt æresminde ved i sine «Minnen»[2] at afgi den erkjendelse: «at om man vil bygge sin dom på almengyldige retsgrunde, kan det knapt negtes, at nordmædene har ret i realiteten af næsten alle sine påstande. Det er ikke billigt, at det ene folk opofrer mere af sin selvstændighed end det andet, ti da blir det ene i større eller mindre grad et lydrige — — — — Sverige bør imødekomme Norges ønsker så langt som muligt. Vil således Norge ha egne konsulater, særskilte traktater for handel, sjøfart, told, og post, så bør dette ikke negtes fra svensk side.»

  1. Sars, anf. st. s. 527.
  2. De Geer: «Minnen», bd. II; s. 274.