Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/47

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 40 —


Imidlertid er ved gjentagne leiligheder senere det svenske førstekammer-partis krav på indflydelse i indre norske anliggender kommet til orde på en for forholdet mellem de to folk ytterst uheldig måde og har gjort nordmændene kanske vel ømfindtlige overfor svenske overhøihedslyster. Ved disse leiligheder er stadig kongen fra svensk side forsøgt hindret i at optræde som norsk konge. Det sporsmål som i øieblikket er brændende, nemlig konsulatsagen, som ligeledes er et norsk anliggende, har fremkaldt flere lignende skarpe kriser mellem det norske storting og folk pa den ene side og den af svensk påtryk bestemte kongemagt pa den anden; disse kriser kom til et høidepunkt i 1895; men det som da hændte, viser tydelig, hvor meget nordmændene i virkeligheden hadde trodd på det svenske brodersind, og hvor lidet de hadde tænkt på noget voldeligt brudd fra den side. I godmodig sorgløshed hadde det norske folk lidt efter lidt ikke alene glemt de modtagne svenske varsko, men påvirket af en altfor idealistisk fredsteori, hadde det forsømt sit forsvarsvæsen så sterkt, at vi i 1895 stod ligeså slet rustet som Sverige i 1864, da spørsmålet opstod om at hjælpe Danmark i krigen mod Preussen. Men denne vor svaghedstilstand blev en for sterk fristelse for det storsvenske parti, og mens den daværende krise

    ledes Sverige efterhånden indser berettigelsen af nordmændenes krav.