vilkår, og den senere tids begivenheder i Sverige har ulykkeligvis i Norge opvakt en almindelig frygt for, at der fra svensk side vil bli gjort forsøg på at gi revisionen en anden karakter.»
Fra svensk side blev det nu i de følgende år gjort forgjæves forsøg på at få rigsakten omgjort i overensstemmelse med svenske ønsker og med fastslåen af Sveriges supremati.
Først efter 13 års uheldige rivninger blev den svenske modstand mod den norske statdoldersag opgit, og den nuværende konge, Oscar II, sanktionered ved begyndelsen af sin regjering stortingets fornyede beslutning derom, og sagen blev behandlet som en udelukkende norsk sag i det norske statsråd (5 juni 1873). Svenskerne hadde ved sin modstand kun opnådd at forhale sagen; men hadde de ikke reist den mod et indre norsk anliggende, vilde, da som så ofte, megen unødig bitterbed mellem de to folk været sparet.[1]
- ↑ Den svenske påstand, om ret til indblanding i sager vedkommende norsk grundlov, blev først definitivt opgit, og den norske påstands ret deflnitivt fastslåt ved afskaffelsen af paragrafen i grundloven om vicekongedømmet i 1891. Denne lov blev gjennemført enstemmig i stortinget, og blev foretat i norsk statsråd uden modstand fra Sverige; pa Sveriges ret til indblanding tænkte nu ingen, uagtet dette er en paragraf som blev indført i grundloven af det overordentlige storting i 1814 på de svenske kommissærers forslag. Denne sag viser ganske klart udviklingens gang, hvor-
