bedsmænds afsættelighed, bestemtere forskrifter for den lovgivende magts myndighed, og nødvendige indskrænkninger af pressens misbrug. Når dette er greiet, vil «Norge for anden gang erfare den velgjørende indflydelse af en fyrste, som det har at takke for sin frie samfundsordning».
Gesandterne («vore») fik ordre til uopholdelig at skaffe sig bestemte oplysninger om hvorledes stormagterne opfatted hans anslag mod den norske forfatning.
Det var i den hellige alliances tid. Stormagterne stilled sig ikke afvisende, Rusland endog særdeles gunstigt, ialfald i formen. Hos ingen af dem badde Norge norske mænd til at føre sin sag. Vi var uden udenrigsstyre, uden forbindelse med de fremmede lande — som vi er det endnu!
Som ovenfor nævnt kom anslagene mod vor selvstændighed og forfatning ikke til udførelse; men ukjendte af os, var de forberedt mod et på dette område værgeløst folk, gjennem «vor» udenrigsminister og gjennem «vore» gesandter. Og i dette forhold har vi ikke større betryggelse nu end dengang; om «vore» gesandter atter skulde ønskes anvendt mod Norges interesser, har vi ingen midler til at hindre det, eller endog til at vide noget derom, ligesom vi ingen organer har til at træde i direkte forbindelse med udenlandske magter; dette er ved den nuværende ordning forbeholdt Sverige. På den vis er den os ved overenskomst og rigsakt garanterede ligestillethed hidtil blit praktiseret.
