overfor det norske folk, som i sin egenskab af den svagere part i unionen kanske ofte har lagt for dagen den ømfindtlighed, som er almindelig hvor den svagere af to intimt sammenknyttede individer frygter overgreb af den sterkere; men retfærdig også overfor det svenske folk, som i sine forsøg pa overgreb har handlet, ialfald tildels, ud fra feilagtige forudsætninger og mangelfuldt kjendskab til fortiden, idet det i Norge væsentlig har set en erstatning for Finland.
Hvad end Karl Johans oprindelige hensigt kan ha været ligeoverfor Norges ligestilling i unionen, så måtte han ialfald snart gi efter for den svenske overklasses misnøie med denne forening, og inden syv år var gåt, forsøgte han endog at gjøre til virkelighed sine ord i ovenciterede brev, om at de indrømmelser som Sverige hadde gjort for at fa unionen istand, kunde man jo altid siden ta tilbage. I 1821 var tidspunktet, europæisk set, gunstigt for en forandring i denne retning, den hellige alliance hadde nådd sin høide, og desuden hadde stortinget ved sin optræden gjort kongemagten vanskeligheder. Vor grundlov (§ 79) gir kongen et suspensivt veto, han kan ved at nægte sanktion stanse en lov to gange (for to forskjellige storting); men hvis samme lov ordlydende vedtas af et tredje storting (efter nyt valg) blir den norsk lov trods kongens veto. Af denne ret benytted stortinget sig det år for første gang og gjennemførte mod
