Side:Norge og foreningen med Sverige.djvu/29

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 22 —

sig samme styrelse, bør enhver anledning til forskjel i deres forhold til den fælles regent med største omhu bortryddes. I modsat fald vil forbundet tidlig eller silde vorde brudt, og enten det ene folk snart undertrykke det andet, eller og ved deres voldsomme adskillelse avle ny sæd i gemytterne til bitre uenigheder, som for sekler skulle Qerne folkene fra hinanden.» ... «For at nå dette mål (stiftelse af «en skandinavisk magt af tvende, længe fiendtlige folk» og fremme af «indbyrdes tillid og oprigtigt venskab») måtte ved bestemmelsen af de tvende folks fælles rettigheder en fuldkommen jevnlighed imellem dem oprettes, uden hensyn til deres folkemængde eller til landenes produktion.» ... «Mens indvånernes antal i det ene rige viser betydelig overvægt, opveies denne igjen af det andet lands til forsvar heldige naturlige beliggenhed; og da hensigten ei burde eller kunde være, at nogetsomhelst af de tvende folk skulde anmasse sig en egenmægtig bedømmelse af det andets beslutninger, så anså Hans Kongelige Majestæt sig af flere grunde berettiget til at erkjende grundsætningen om en fuldkommen jevnlighed imellem begge i alle de spørsmål som angår deres fælles styrelse.»

Således led den svenske kongemagts redegjørelse for unionen, og den svenske rigsdag bifaldt ikke alene det af det norske storting pa forhånd vedtagne udkast til rigsakt, men anerkjendte udtrykkelig «jevnlighedsprincipet» ved at erklære, at «Riksens Ständer hafva er-