forpligted den svenske konge sig til at anta den af rigsforsamlingen p&åEidsvold vedtagne grundlov, og ikke at foreslå andre forandringer i denne end sådanne som var nødvendige for at muliggjøre en forening mellem de to riger.
Denne konvention til Moss er en traktat mellem de to stater. Den indeholder en folkeretslig anerkjendelse fra Sveriges side af Norge som uafhængig stat. Faktisk blev derigjennem Kielertraktaten allerede ved denne anledning frafaldt fra svensk side, Norges samtykke til en forenings istandbringelse blev erkjendt nødvendig. Ikke desto mindre har enkelte svenske politiske historikere senere gjort forsøg på at hævde Kielertraktaten som fremdeles gyldig.
Den bedste del af de norske tropper blev under den nu bestemte våbenstilstand stående under våben, og det overordentlige storting, som trådte sammen oktober 1814, kunde derfor i fuld frihed forhandle med den svenske konges kommissærer om den nye forening, og det fastholdt bestemt, at den norske stat retslig stod ubundet i sin bestemmelse vedrørende Norges fremtidige forhold til Sverige og med hensyn til et eventuelt nyt kongevalg.
Den 20 oktober udtalte stortinget sig foreløbig for, at «Norge skal, som et selvstændigt rige, forenes med Sverige under en konge, men under overholdelse af dets grundlov, med de til rigets held og i anledning af dets forening med
