til at gjøre nordmændene nogen indrømmelser (faire des sacrifices), så kan man jo altid siden ta dem tilbage» (que l’on pourra refaire à une autre diète).[1] I lys af dette dobbeltspil må det vel også sees, at Karl Johan afviste det mæglingsforsøg, som gjordes af de af ham selv til hjælp indkaldte stormagts-kommissærer for England, Rusland, Østerrige, og Preussen. Det kan vel ingen tvil være om, at foruden de vanskeligheder som et fortsat felttog vilde budt, var det også stormagternes holdning, som fremkaldte unionstilbudet, og gav det sit stempel af en forening mellem to selvstændige og ligestillede folk, hvilket var det eneste nordmændene fandt at kunne ga ind på.
De indledede underhandlinger førte til en våbenstilstand og en konvention afsluttet i Moss 14 august 1814, mellem kronprins Karl Johan i den svenske konges navn og den norske regjering, om at forhandle om indgåelse af en forening mellem Norge og Sverige. Norges konge Kristian Fredrik forpligted sig — efter konventionens ordlyd — til straks «på den i den bestående forfatning foreskrevne måde» at sammenkalde «kongeriget Norges storting», med hvilket den svenske konges kommissaerer direkte skulde forhandle. Kristian Fredrik erklæred sig villig til efter stortingets sammentræde at nedlægge den udøvende magt i nationens hænder og at forlade landet. På den anden side
- ↑ Trolle-Wachtmeister, a. at s. 12.
